Teksten er en del av Areopagos' magasin Tørst 2026, som utgis i samarbeid med Areopagos Danmark. Med det er både norsk og dansk samfunn, kirkeliv og språk representert. Abonner gratis her.
“Det føles ofte, som om jeg hænger i med neglene med den smule tro, der lige er,” siger han. Troen er der – men føles også ofte langt væk.
Alligevel er der noget, der ikke slipper. Tanker, refleksioner og erindringer, som presser sig på. Det er ofte i det kunstneriske skrivearbejde, at det begynder at røre på sig igen.
“Når jeg får slået hul på en sangtekst eller et digt, er det, som om jeg kan starte troen op med en nødgenerator,” fortæller han. "I processen mærker jeg, at der er en tro, som lever derinde – og som faktisk udvider sig i det øjeblik, jeg skriver."
Noget lignende sker, når han sætter sig i kirkerummet. Efter en periode med afstand er han igen begyndt at finde vej til kirkebænkene.
“Når jeg sætter mig og lader mig indhylle i orgelbruset, mærker jeg en forbindelse,” siger han. De gamle ritualer og gentagelser, han tidligere kunne være træt af, har fået en ny betydning. “Jeg sidder bare i ro og får det, jeg har brug for.” At ordene og tonerne er blevet gentaget i hundredvis af år, giver en tyngde, som han i dag oplever som livgivende. “Det kan lirke mig op på en måde, jeg aldrig havde troet.”
FOTO Henriette Paakjær
For Paakjær er det afgørende, at troen ikke lukker sig om sig selv. Her spiller litteraturen en central rolle. “I bøgerne møder jeg alverdens verdenssyn,” siger han. Verdenssyn, han kan forbinde sig til – også hos mennesker, der tror helt anderledes, slet ikke tror eller ligefrem hader religion. Nysgerrigheden på andre måder at være i verden er med til at holde hans egen tro åben.
Han bærer erfaringer med sig fra fællesskaber, hvor troen var lukket og entydig. Hvor mødet med andre primært havde til formål at overbevise om, hvad der var sandt og rigtigt. “Det stritter så meget på mig - de miljøer, hvor man ikke kan have en fornuftig diskussion.”
Paakjær beskriver sit kunstneriske arbejde som et frirum. "Det er et sted, hvor jeg kan sætte ord på både tro, tvivl og ulyst til troen – hvilket paradoksalt nok er med til at holde den i live." På trods af ulyst insisterer han stadig på troen, hvilket han har formuleret i et digt:
Jeg insisterer på en Gud.
Jeg har brug for en mystik
til at farvelægge mine daglige rutiner.
Jeg vil tro på en sufflørboks
et hemmeligt sted mellem
de her sære små liv, vi lever.
Selvom det er en flimrende tro.
En tung jagt efter ånd,
når jeg skriver disse sætninger.
I hverdagen er det ofte noget konkret, der sætter denne insisteren i gang.
“Når jeg kigger på mine børn, mærker jeg, at der må være noget om snakken.”
